Jørn Moos forhenværende kriminalinspektør.
Jeg er forhenværende kriminalinspektør med et liv gennem mange år med og mellem nogen af de værste kriminelle, man kan forestille sig her i samfundet. Det er alt fra ”tyveknægte”, narkohandlere, røvere, bedragere og drabsmænd. Nogle er blevet idømt lange fængselsstraffe, andre er blevet frifundet og andre igen er slet ikke blevet tiltalt fordi politiets undersøgelser viste, at de ikke var skyldige.
Indledningsvis vil jeg helt klart give udtryk for, at jeg ikke tror på at man bliver et bedre menneske af at sidde i fængsel. Jeg mener til gengæld også, at nogle forbrydelser er så grove både menneskeligt og samfundsmæssigt, at retsbevidstheden i samfundet kræver, at nogle gerningsmænd/kvinder ikke kan færdes frit rundt – mellem deres ofre!
Jeg tror på, at samfundet i bredeste forstand skal gøre alt, hvad der er muligt for at bringe domfældte tilbage til samfundet – underforstået livet, hverdagen med arbejde og familie og alt hvad dertil hører.
Jeg har oplevet mange former for gerningsmænd – de velovervejede kyniske, der helt præcist har gennemført forbrydelser – de mindre eftertænksomme, hvor tingene har taget magten fra dem – dem, der ikke har tænkt langt og måske bare er løbet med, eller hvor situationen og følelser har drevet dem ud i det uoverskuelige eller katastrofale.
Jeg ved ikke om, det er muligt at lave et fængselssystem i bredeste forstand, hvor alle kan resocialiseres. Jeg ved ikke om man skal ”sortere” indsatte. Tanken om at nogen skal vælge hvilke indsatte, der kan resocialiseres er både naturlig og skræmmende.
For mig er det overordnet – måske det vigtigste, at den indsatte har gjort op med sig selv og sin forbrydelse – fortrudt – angret, kald det, hvad man vil – for at komme tilbage til livet. Jeg vil nok ganske kynisk sige, at det kræver mandsmod og personlig ærlighed for at droppe undskyldninger som ”det var de andres skyld”, ”det var samfundets skyld ”eller ”jeg var helt uskyldig i dommen”!
Jeg tror på, at andre fængselsformer og veluddannede mennesker med overskud – kan være med til at bringe en del straffeafsonere tilbage til livet. Jeg kender ikke svarene, men deltager gerne i debatten
Jeg har mange glæder i min hverdag – både som privatperson og som politiker – jeg møder ofte nogen af dem, der er vendt tilbage til livet og gør det godt, selvom det kan være en daglig kamp at forholde sig til sin fortid!
|